For at undgå infektion, er det vigtigt, at du er omhyggelig med hygiejnen, når du bruger menstruationskop. Først og fremmest skal du huske at vaske hænder med en mild sæbe, inden du indsætter og udtager menstruationskoppen.
Før du tager menstruationskoppen i brug
Inden du bruger din kop første gang, anbefales det at koge den i rigeligt vand 2-5 minutter i en kasserolle eller lille gryde. Sørg for at der er rigeligt vand, så koppen ‘svømmer’, ellers kan den brænde fast i bunden.
Læg evt. koppen ind i et rundt piskeris, og stil dette ned i gryden.
Rengøring, under menstruationen

Mens du bruger koppen i perioden du har menstruation, er det nok blot at skylle den under vandhanen, når du har tømt den, og derefter indsætte den igen. NB. Hvis din menstruationskop lugter, så skift midlertidigt til bind, og læs nederst på siden, hvad du skal gøre.
Rengøring efter endt menstruation
Når din menstruation er slut, er det en god idé at give m-koppen en grundig rengøring inden du lægger den i skabet.
Start med at vaske m-koppen med en mild håndsæbe, og se efter, at der ikke sidder skidt i hullerne langs kanten. Brug evt. en lille børste til at rense hullerne med.
Du kan også bruge en blød neglebørste til at børste belægninger af koppen. Med tiden vil især transparente menstruationskopper få en gullig misfarvning, det kan ikke helt undgås, men har ingen betydning for funktion og levetid.
Slut af med at desinficere menstruationskoppen på én af følgende måder:
Desinficer med kogende vand
Læg koppen i en stor kop (eller i en Yuuki rengøringsbeholder) og hæld rigeligt kogende vand over. Lad den stå et par minutter, hæld vandet fra, ryst koppen (den må godt være fugtig) og læg den i opbevaringsposen.

Desinficer i mikrobølgeovnen
Læg koppen i en desinfektionsbeholder til mikroovn (eller i en stor kop). Hæld koldt vand i beholderen og sæt den i mikroovnen ca 5 minutter ved fuld effekt. Pas på, beholderen er meget varm, når du tager den ud af mikroovnen. Hæld vandet fra, ryst koppen og læg den i opbevaringsposen.
Tip: Du kan også bruge din Yuuki rengøringsbeholder til opbevaring af din kop – hæld vandet fra mens det stadig er ret varmt, sæt låget på og stil beholderen i skabet til næste periode (restvarmen vil få det sidste vand til at fordampe, og hullerne i låget sørger for ventilation)
Grundig rengøring
De ovenfor beskrevne måder at rengøre menstruationskoppen på, er nok til at holde den ren og hygiejnisk. Nogle kvinder kan dog godt lide at give koppen en lejlighedsvis ‘hovedrengøring’, jeg anbefaler en af disse metoder:
- Lav en opløsning af halvt vand og halvt lagereddike og kog koppen 5 minutter i denne blanding, det fjerner kalkaflejringer.
- Du kan også vaske koppen med Lunette Cupwash, eller lave en opløsning med en Corega tablet, som kan hjælpe, hvis din menstruationskop har fået en dårlig lugt (læs mere om dette herunder).

Hvis din menstruationskop lugter…
Det kan ske, at din menstruationskop får en ubehagelig lugt – det har bare ikke noget at gøre med menstruationskoppen, som er fremstillet af lugtfri medicinsk silikone eller TPE.
Lugten kommer derimod fra en bakterieinfektion i skeden, som de fleste kvinder vil opleve på et tidspunkt i deres liv. En vaginal bakterieinfektion kan opstå af flere grunde, men ofte er det pga. intimvask med sæbe, sex med sæd-udløsning i skeden eller efter sygdom med feber. Nogle kvinder oplever også ubalance og svampeinfektioner i skeden hvis de har spist meget sukker i en periode.
En mild infektion med enten svamp eller bakterier kan kureres med vaginale mælkesyre-stikpiller fx GynoLact som indsættes ved sengetid 3-7 dage. Gynolact indeholder flest naturligt forekommende mælkesyrebakterier, og anbefales af gynækologer. Hvis du efter behandlingen med Gynolact stadig har dårlig lugt fra skeden, bør du opsøge lægen, som kan give dig en recept på penicillin.

Sådan fjernes lugt fra menstruationskoppen
Når bakterieinfektionen er kureret, kan du tage din menstruationskop i brug igen – menstruationskoppens lugt vil forsvinde af sig selv efter et par menstruationer. Selvom din menstruationskop lugter, har det ingen betydning for dens funktion, ligesom koppen heller ikke kan indeholde bakterier og ‘smitte’ dig igen.
Hvis du gerne vil fjerne lugten hurtigere, så er her nogle rengøringstips, som kan hjælpe (der er dog ikke noget, der kan fjerne lugten 100%)
Almindelig lagereddike kan fjerne kalk og i en vis grad dårlig lugt. Bland 1dl eddike med 1 dl kogende vand i en stor kop og lad menstruationskoppen ligge nogle timer. Du kan også koge koppen 5-10 minutter i en lille gryde i en blanding af 1/2 eddike 1/2 vand.
Corega biologiske tabletter indeholder enzymer og bruges normalt til at rense tand-proteser. Opløs én tablet i 250 ml varmt vand, læg menstruationskoppen ned i opløsningen og lad den virke i 15 minutter. Skyl med koldt vand fra hanen.

Lunette - Transparent, 1 (lille)