Menstruationskop brevkassen

Spm. om OrganiCup

Lækage med OrganiCup

Hej Mette. Super side du har her. Jeg håber, at du har tid og mulighed for at hjælpe mig med nogle organicup erfaringer. Jeg har for nyligt købt en organicup, men jeg er ret meget i tvivl om størrelse. Jeg ved nemlig ikke hvilken størrelse der giver mening for mig.
Jeg er 30 år og har født for fire år siden, men jeg har aldrig brugt tampon og altid haft et ret stramt og følsomt underliv (mindre efter jeg har født – selvfølgelig). Har aldrig rigtigt haft det godt med at stikke en tampon op i underlivet. Jeg er dog ret stor fan af menstruationskoppen og vil virkeligt gerne have det til at fungere.
Jeg har prøvet størrelse A og det gik også okay. Især da jeg fik klippet enden af som irriterede. Jeg føler at den folder sig ordentligt ud og at der er vakuum, når jeg har sat den op og jeg kan (næsten) ikke mærke den (jeg er dog stadig super bevidst om, at jeg har den siddende), men det lækker – ret hurtigt… 1,5-2 timer efter jeg har sat den op kan jeg mærke at den gir sig og så lækker det en del. Jeg har ingen problemer med at få koppen ud. Jeg presser bare en smule og så kan jeg sagtens få den ud.

I starten er min menstruation meget kraftig, men flere af gangene virker det ikke til at koppen er helt fyldt og den lækker alligevel. Derudover føler jeg mig meget oppustet med koppen oppe og når jeg skal tisse er det som om at koppen skubbes ned.
Som du måske kan fornemme har jeg ikke det tætteste forhold til mit underliv og jeg synes, det er grænseoverskridende at blive ved med at prøve og nu kan jeg mærke at jeg mister modet med koppen og det har jeg virkeligt ikke lyst til.

VH Lene


Hej Lene

Tak for din mail. Når du oplever lækage er det stort set altid fordi koppen IKKE folder sig rigtigt ud, (eller ‘klapper sammen’ ved belastning). Følelsen af at koppen glider ned når du tisser er også et tegn på at vacuummet ikke holder koppen på plads, fordi den har lavet en fold indad (se foto herunder) Selvom du har et sensitivt underliv, så har du også pænt stærke bækkenbundsmuskler, så du skal have en kop som er mellemfast og spændstig nok til at modstå presset fra bækkenbundsmusklerne, men samtidig blød og fleksibel. Der er kun én kop jeg tror vil passe til dig, og det er Lunette str. 1 – følg linket og tjek den ud. ^_^

Venlig hilsen

Mette, Kopperiet.dk

menstruationskop lækker, lækage
Kop, der IKKE har foldet sig rigtigt ud
OrganiCup B for stor

Hej Mette
Jeg håber du kan hjælpe mig med at vælge den rigtige kop. Jeg har en organic kop str  stor (tror jeg det hedder). Denne er alt for stor til mig, til trods for at jeg har født to børn. Den stikker udenfor skeden, og presser på min blære, når jeg står op, så jeg tisser ufrivilligt. Desuden har jeg lidt nedsunken blære, livmoder og indfald af endetarm, samt et meget sensitivt underliv, grundet disse fødselsskader. Samt en meget stram muskulatur, trods en svag bækkenbund. Jeg er kun 1.58 m høj.
Hvilken kop vil du anbefale? Jeg tænker selv, den der hedder meluna soft short, men hvilken størrelse skal man derefter gå efter? Min blødning er let til moderat.

vh. Kristina


Hej Kristina
Tak for din mail. Ud fra din beskrivelse vil jeg give dig ret i, at en stor OrganiCup slet ikke er den rigtige til dig! Jeg tænker ligesom dig at en MeLuna SHORTY nok vil passe bedre, og jeg vil tro en str. M eller L er passende i størrelsen. En blød kop kan godt være lidt sværere at få til at åbne sig, så hvis dine bækkenbundsmuskler er meget stramme er det måske en SHORTY CLASSIC du skal have i stedet for en SHORTY SOFT? Der er nok ikke andet for end at prøve sig frem. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet</di
Glemt OrganiCup i gryden

Hej Mette
Jeg har OrganiCup i forvejen. er dog kommet til at glemme gryden med vand og den i, da jeg skulle rengøre den efter sidste mens-periode (UPS.) som jeg havde læst at jeg skulle gøre – men jeg kan så læse her at det ikke er nødvendigt at koge den hver gang, men at man kan rengøre den på andre måder, er alle jeres/dine rengøringsprodukter egnet til alle slags m-kopper?
Jeg ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen
Annemette


Hej Annemette

Tak for din mail. Ja, man er nødt til lige at holde øje med en gryde der står og koger! 😉

Kogende vand er en rigtig god måde at sterilisere koppen på, da det er en simpel måde at dræbe alle former for bakterier (der er mange bakterier på vores hænder og i luften). Hvis du er ude at rejse er det rigtigt, at du kan opløse en Milton tablet i et glas koldt vand og lægge koppen deri, så er den steriliseret efter 15 min. (Milton indeholder klor som også dræber bakterier), men det er jo billigere at bruge kogende vand end at købe tabletter. Klor findes faktisk i små mængder i vores krop, så det er helt ugiftigt for mennesker, og alle menstruationskopper kan tåle et Milton-bad.
 
Jeg selv bruger altid min Yuuki rengøringskop til at sterilisere min kop i – enten koger jeg vand i el-kedlen, lægger m-koppen i rengøringskoppen og hælder det kogende vand over og lader den stå 5 minutter, eller også putter jeg koldt vand i og stiller den i mikroovnen 2 min.
Jeg synes det er rarest at have en rengøringskop KUN til min m-kop, og når jeg har hældt det varme vand fra, sætter jeg bare låget på igen og lader m-koppen ligge i den til næste måned. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
OrganiCup i stedet for tampon?

Hej Mette
Jeg har et spørgsmål til mens kopperne. Jeg har aldrig brugt tampon, jeg har fået af flere gange med en regular, men finder det ubehageligt.

Jeg hørte om mens kopperne, for noget tid siden og købte en organic kop, den lille størrelse. Jeg prøvede den af flere gange, men synes ikke den fungere.. det var som om jeg ikke kunne få den langt nok op og stilken derfor endte med at irritere mig, dertil kunne det godt føles lidt stramt. Koppen mistede jeg desværre under en ferie og nu vil jeg gerne have en ny, men jeg føler jeg er lidt på bar bund om hvor jeg skal starte og håber derfor i kan hjælpe.

Hilsen Christine


Hej Christine
Tak for din mail. OrganiCup har en stilk med ret skarpe riller, så langt de fleste (jeg selv inkl.) er nødt til at klippe et stykke af stilken, for at den ikke generer forneden. Der er stor forskel på kvinders anatomi, og det kan selvfølgelig også være, at din livmoderhals sidder lidt lavt, og så kan du med fordel vælge en kop der ikke er så lang i formen (hvis du mærker efter livmoderhalsen med en finger, vil en lavtsiddende livmoderhals sidde 1/2 eller mindre inde).
Jeg vil anbefale dig at prøve en lille RubyCup, som er lavet af en virkelig blød og lækker silikone og bare er en rigtig god kvalitetskop. Selve koppen er kortere i formen end lille OrganiCup, (men stilken er lige så lang, så den skal du nok også klippe lidt af). Prøv også at se videoen på produktsiden, Ruby Cup er den engelske m-kop blogger, Bree’s yndlingskop! ^_^

Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk

OrganiCup ubehagelig at indsætte/udtage

Hej Mette
Jeg har en OrganiCup, som jeg egentlig er ret glad for. Mit største problem er, at jeg ofte synes, den er lidt ubehagelig at føre ind og ud. Det er svært at få den ind, uden at det gør lidt ondt, og når den skal ud, har jeg nogle gange svært ved at få vakuummet brudt, og så føles det, som om den er ved at trække hele mit indre ud.
Et andet problem er, at den lækker fra tid til anden, hvilket dog ikke er så tit, så måske er det mere et spørgsmål om, at jeg ikke har fået indført den korrekt.

Jeg ved ikke, om det vil hjælpe at skifte til en anden slags? Jeg har overvejet, om jeg skulle have en Lunette, fordi den er lidt fastere i formen, da jeg laver knibeøvelser og i øvrigt er ret aktiv i hverdagen. Men er en fast kop sværere at føre ind og ud? Jeg vil for alt i verden gerne undgå, at det er smertefuldt eller ubehageligt at indføre og udtage koppen, særligt da jeg p.t. ingen sexlyst har, og jeg forestiller mig, at det ikke ligefrem gør det bedre, at jeg får ondt af at rode rundt med min m-kop (og måske har det i virkeligheden været medvirkende årsag hertil)
Kan jeg helt undgå smerter/ubehag med den rigtige kop, eller bør jeg i stedet gå tilbage til tamponer? Håber du har et bud.

Venlig hilsen
Jane


Hej Jane
Tak for din mail. Det lyder som om du har et sensitivt underliv, og så er det super vigtigt at du netop ikke oplever ubehag og smerter, da det som du selv skriver, kan starte en ond cirkel som kan gå ud over sexlysten.
Jeg tænker at du skal have så blød en kop som muligt, som er langt mere behagelig at udtage, da den ikke laver så kraftigt et vacuum og føjer sig mere fleksibelt på vej ud, hvor en mere fast kop bevarer formen og føles større når den skal ud. Problemet med en blød kop er dog at den kan være svær at få til at folde sig ud, og så skal du skubbe og dreje på den, hvilket også kan gøre dig øm.
Jeg vil helt klart anbefale dig at prøve en lille RubyCup, som er lidt blødere end OrganiCup, men stadig meget spændstig. Den engelske m-kop blogger Bree har den som sin yndlingskop, og hun har netop et lidt sensitivt underliv og stærke bækkenbundsmuskler fordi hun danser meget. Prøv at se denne video, hvor hun fortæller om sine 3 yndlingskopper.

Mange hilsner

Mette, Kopperiet.dk

OrganiCup generer ved polyp

Hej Mette
Jeg er noget i tvivl om, hvilken kop jeg skal købe – og håber du måske kan hjælpe mig. Jeg har gennem de sidste par menstruationer fået lidt “organicup erfaringer” og er blevet stor fan af konceptet. Dog tror jeg, jeg kunne finde en, der passer mig bedre. Jeg har et par udfordringer: 1) jeg er efter fødslen af min søn (1 år siden) blevet syet og haft en polyp i syningen, som gør, at jeg bliver ret irriteret over stilken (det er blevet lidt bedre efter jeg har klippet den næsten helt af). 2) selvom jeg placerer koppen så højt som muligt, er det som om, den ind imellem glider ned igen i løbet af nogle timer, så den kommer til at sidde langt nede og genere.

Jeg er 31 år, ikke specielt trænet (men har heller ikke problemer med at holde på vandet), 172 cm, født vaginalt (1 gang), bløder generelt meget (en super tampax holder kun 2-3 timer de første dage) – og det er heller ikke helt lykkedes mig at undgå at koppen lækker lidt.
Hvilken kop vil du anbefale mig? På forhånd tusind tak for hjælpen!
MVH. Katrine


Hej Katrine

Tak for din mail. Det lyder for mig lidt som om din livmoderhals måske sidder lidt lavt, for så vil det netop føles som om koppen ikke kan komme højt nok op, og stilken vil genere. Prøv at mærke efter livmoderhalsen med en finger, hvis du kan nå den ca 1/2 finger inde, sidder den lavt, hvilket er ret normalt efter en fødsel.
Jeg tænker også, at du nok skal have en blød kop, som ikke mærkes så meget som en mere fast, men det kommer så an på dine bækkenbundsmuskler, for er de stærke, vil de klemme en blød kop sammen så den lækker (måske er det det, der sker, med din OrganiCup?).
 
Der findes en kop specielt designet til lavtsiddende livmoderhals, MeLuna SHORTY, som både fås som mellemfast (CLASSIC) og som blød (SOFT). Det eneste problem er, at MeLuna SHORTY kopperne ikke kan indeholde så meget som standard-størrelserne, og hvis du bløder kraftigt er det rarest med en stor kapacitet.
Jeg bløder selv kraftigt og min absolutte yndlingskop pt er Luneale, som jeg vil anbefale dig at kigge på. Luneale er dog lige så lang i koppen som OrganiCup, men den har ikke en stilk (man har det bedste greb, ever, i gribefeltet). Den er virkelig blød og behagelig, og slutter helt tæt, takket være den flade profil på kanten ud mod skedevæggen.
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
Alternativ til OrganiCup?

Kære Mette,
Jeg bruger pt. den organiske kop til kvinder, der har født. Den passer mig så fint, men jeg er ikke vild med, at den er lavet i Kina. Kan du anbefale en anden (den, der ligner den mest), men som er lavet i et land, der minder om vores?
Tak på forhånd og god dag,

Mange hilsner
Maria


Hej Maria

Tak for din mail, og skønt at du er glad for at bruge m-kop! ^_^
Det er rigtigt at OrganiCup bliver produceret i Kina (i øvrigt er den ikke mere organisk end de andre kopper – silikone bliver fremstillet kemisk og kan derfor ikke kaldes organisk).
Der er flere muligheder for en anden producent, og når du nu har oplevet fordelene som kop-bruger, så bliver man lidt nysgerrig efter hvordan de andre føles, ikke?!
 
Den kop, der minder mest om formen på OrganiCup er Lunette. Lunette er en af de mest bæredygtige kopper på markedet, den er udviklet udelukkende af kvinder, til kvinder, og den bliver produceret i Finland og har de højeste sundhedsgodkendelser en menstruationskop kan opnå. Papæsken den kommer i er også lavet af genbrugspapir, men det tænker man ikke lige umiddelbart, da den er hvid og ikke ‘pap-farvet’ som OrganiCup æsken. Lunette er lidt mere fast i det end OrganiCup.
 
Den anden kop jeg vil anbefale er Si-bell som er designet og produceret i Frankrig. Si-bell er dejligt blød (lidt blødere end OrganiCup), men er ‘spændstig’ nok til at den også nemt folder sig ud.
 
Den sidste kop jeg vil fremhæve er min egen favorit: Luneale, som også er fra Frankrig. Luneale er udviklet i samarbejde med jordemødre, og den adskiller sig fra de andre kopper på flere måder. Den har en anden form end OrganiCup (mere ‘klokkeformet’) og den har et genialt gribefelt i bunden i stedet for en stilk. Derudover er kanten foroven flad på ydersiden, hvilket gør, at den slutter ekstra tæt mod skedens vægge. Luneale er lidt blødere end OrganiCup, men findes i 3 størrelser, hvor en str. M er lidt mindre end den store OrganiCup, og str. L er lidt større (så det afhænger lidt af din blødningsmængde hvilken str. du evt. skal vælge).
Det var lidt inspiration til din ‘research’, hav en god dag! ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk

Spm. om MeLuna kopper

MeLuna størrelse efter fødsel?

Hej Mette,
Tak for et fantastisk site. Jeg købte i starten af 2016 en MeLuna Eco i str. M som jeg brugte i et par cyklusser, med stor success! Dog blev jeg kort efter gravid og har derfor ikke haft brug for koppen siden.

Jeg vil rigtig gerne blive ved med at bruge M-kop efter min graviditet, men er i tvivl om hvorvidt det er nødvendigt at skifte størrelse efter fødslen? Så vidt jeg kan se er det enten str. M eller L der anbefales for sådan én som mig, også efter vaginal fødsel – bør jeg købe en L og prøve mig frem med begge, eller bare krydse fingre for at min str. M stadig fungerer fint, før jeg beslutter om jeg skal købe en ny?

Mvh
Astrid


Hej Astrid

Tak for dine søde ord og tillykke med graviditeten! ^_^ Nogle kvinder oplever at deres anatomi forneden ændrer sig en hel del mens andre ret hurtigt bliver ‘sig selv’ igen. Livmoderhalsen kan også flytte sig længere nedad, men så har jeg læst et smart trick, hvor man ‘vender vrangen ud’ på koppen (så stilken sidder indeni) så koppen bliver kortere. Summa summarum, så synes jeg du skal vente til du er klar igen, og så se om du ikke kan bruge den gamle kop. Hvis den ikke fungerer, har du sikkert til den tid en bedre fornemmelse for hvad, der skal være anderledes ved den nye kop, og ellers er du velkommen til at skrive til mig igen! ^_^
 
Venlig hilsen og rigtig god weekend
Mette, Kopperiet.dk
14 år og svært ved at bruge menstruationskop

Hej
Jeg er en 14-årig pige, jeg har haft menstruation i tæt på 2 år nu, og er allerede godt træt af det.
Min mor bruger en m-kop, og siger at det er så befriende og let. Jeg har selv en og har prøvet SÅ mange gange for at få den op, men jeg kan bare ikke! Det gør rigtig ondt og det irriterer mig at jeg ikke kan få den op, jeg ved ikke hvad jeg gøre forkert, jeg føler at der sidder et eller andet i vejen for at jeg kan få den op, det trykker ihvertfald rigtig meget, og jeg får sådan en smerte når jeg har prøvet.
Jeg håber du kan hjælpe, måske give mig nogle råd, eller noget.

VH Malene


Hej Malene

Tak for din mail. Mange piger får menstruation tidligt, men kroppen er jo slet ikke færdigudviklet i din alder, og derfor tror jeg det generelt er svært for dig at bruge en m-kop, desværre. om 2-3 år vil det helt sikkert være lettere. Men der ER nogle, der finder ud af det i en tidlig alder – jeg har fundet en video med gode råd til at indsætte sin kop smertefrit, måske kan den hjælpe!?
De eneste gode råd jeg kan komme i tanke om er at prøve med en helt lille kop (MeLuna CLASSIC str. S er den mindste), komme godt med vandbaseret glidecreme på, og kun prøve at indsætte den når du har mens. Giv dig god tid (sørg for ikke at blive forstyrret på badeværelset) og slap helt af i underlivet, når du prøver. En dag finder du din egen metode, så prøv dig frem stille og roligt. ^_^
 
Venlig hilsen og god weekend
Mette, Kopperiet
Menstruationskop til kvinde med Vaginismus (skedekramper)

Jeg skal have mig en ny menstruationskop. Jeg har en kop, som jeg har købt i Fakta i sin tid – så det er ikke et bestemt mærke.
Jeg “lider” af meget stramme bækkenbundsmuskler (vaginismus). Sex gør meget ondt, f.eks, og jeg er altid stram, så den kop jeg har, er svær at få til at folde sig ud. Vil det så være en Meluna Sport eller en alm. Melunakop?
Måske vil den have “let nok” ved at folde sig ud med den mindste størrelse af den almindelige Melunakop?

mvh. Majbritt


Hej Majbritt

Tak for din mail. Når du lider af stramme bækkenbundsmuskler, så er det som regel vigtigt at du får en kop, der er mellemfast, og det er koppen fra Fakta åbenbart ikke, (fordi bækkenbundsmusklerne klemmer om koppen, så den har svært ved at åbne sig). Men jeg tror du samtidig er ret sensitiv, så en hård kop vil ikke være den bedste løsning til dig. Nu skriver du ikke hvor kraftigt du bløder, men hvis det ikke er så voldsomt, så tror jeg en helt lille kop vil virke godt, da den vil have meget lettere ved at folde sig ud end en større. MeLuna CLASSIC i str. S er den absolut mindste menstruationskop på markedet, kig på den og lyt til din mavefornemmelse. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
MeLuna - lækage!

Jeg købte min MeLuna kop for et års tid siden. Så vidt jeg husker var modellen en medium/standard i størrelse og hårdhed, da jeg var uvant med konceptet, og det passede på en 22-årig, der ikke har født børn.

Siden jeg fik den har den ikke holdt helt tæt, og i dag frustrerer det mig nok til at gøre noget ved det. Jeg gør alt efter anvisningerne; propper den op (og kører den ind og lidt ud et par gange for at få den til at folde sig ud) og mærker langs kanten, om den slutter tæt. Alligevel vågner jeg op om natten ved at der løber blod ud eller bare mærker det i løbet af dagen, når jeg går rundt med den. Den har ikke foldet sig sammen, men det er som om det der vakuum ikke kan opretholdes. Det er omtrent en 50/50 om holder tæt eller ej, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der gør forskellen.
Det er hammerirriterende, når hele meningen med at købe en kop var at undgå den der usikkerhed med, hvordan man kan bevæge sig med bind, eller hvordan en tampon er fyldt.
Så hvis du har nogle bud til, hvorfor den ikke virker ordentligt, eller hvad jeg gør forkert, er de kærkomne!

De bedste hilsner
Tine


Hej Tine

Tak for din mail. Når jeg læser din beskrivelse, så ved jeg godt hvad dit ‘problem’ er: Du har simpelthen for gode stærke bækkenbundsmuskler, som klemmer rundt om MeLuna koppen så den ikke kan folde sig rigtigt ud (eller ‘klapper sammen’ ved belastning fx når du løfter). MeLuna kopperne er lavet af et plastmateriale (TPE) som ikke har helt samme egenskaber som silikone – bl.a. bliver TPE blødere, når det bliver opvarmet til kropstemperatur, og derfor er det ikke så ‘modstandsdygtigt’ mod stærke bækkenbundsmuskler.
 
Jeg vil råde dig til at prøve en anden kop, denne gang én i silikone. Det er lidt svært for mig at regne ud HVOR stærk din bækkenbund er – hvis du træner en del, vil jeg råde dig til at prøve en Yuuki SOFT / Yuuki RAINBOW str. S som er en rigtig god mellemfast kop. Hvis du ikke dyrker vildt meget sport kan jeg anbefale dig at prøve en Ruby Cup eller en Lunette, (også i str. S) – de to sidste er super lækre, en anelse blødere end Yuuki kopperne, men stadig meget spændstige i kvaliteten af silikonen.
 
Du kan også lige prøve Menstruationskop-guiden, der ud fra 4 spørgsmål guider dig til valg af kop. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet

Spm. om andre kop-mærker

Hvilken kop til førstegangskøber med stærk bækkenbund, som har født?

Hej, jeg har lidt problemer med at finde den rigtige cup/str.
Jeg er 43, mor til 3, men dyrker sport 7 dage i ugen og kan knibe næsten helt sammen dernede….. Har kraftig blødning de første par dage, hvorefter det aftager drastisk… Tog testen og blev anbefalet lunette str 2, men hvad nu hvis den ikke passer?
mvh Marianne


Hej Marianne

Det første jeg tænker, når jeg læser din beskrivelse er, at du skal have en ret fast kop for at kunne modstå presset fra dine stærke bækkenbundsmuskler. Lunette er den ‘blødeste’ af de faste kopper sammen med Yuuki SOFT, men de to er de bedste mellemfaste kopper til kvinder med veltrænet bækkenbund. Hvis det er første gang du skal prøve en kop, synes jeg du skal starte med en af disse! (der findes to hårdere kopper, MeLuna SPORT og Yuuki CLASSIC, men hvis du ikke har styr på teknikken, kan det være ubehageligt at indsætte/udtage en hård kop)
 
Størrelsesmæssigt synes jeg du skal vælge den lille str. hvis du vælger Yuuki SOFT, men den store str. hvis du vælger Lunette – Lunettes store str. er nemlig ikke vildt stor, hvorimod Yuuki er store i størrelsen, og Lunettes lille størrelse er en smule blødere end den store, og vil derfor måske ikke kunne modstå presset fra bækkenbundsmusklerne.
Summa summarum – min anbefaling til dig er enten en Lunette str. 2 eller en Yuuki SOFT str. S – held og lykke med din første kop! ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
Svært ved at nå Luneale

Hej jeg har købt en luneale 25 ml. Det er min første og valgte den for at jeg var bange for at de andre med stilk ville irritere. Jeg har gået med den i 2 dage. Første dag sad den fint lav. Og i dag røg den langt op syntes jeg. Jeg havde meget svært ved at få den ud. Har jeg fået købt en forkert  eller skal jeg bare blive ved med at prøve. Var noget bange for jeg ikke fik den ud igen. Da jeg næste ikke kunne få fat i den. Da den jo ikke har en stilk.  Håber i kan hjælpe. Hilsen vibeke


Hej Vibeke

Tak for din mail. Jeg er selv meget glad for min Luneale, fordi den er dejlig blød og har stor rummelighed, men det er rigtigt, at den godt kan være lidt svær at nå, når den har siddet mange timer (fx natten over).
Jeg gør det, at jeg sætter mig på toilettet og presser, som hvis jeg skulle lave bummelum, og det plejer at få den lidt ned, så jeg lige kan få fat med to fingre.
 
Der er også nogen der sætter sig på hug på gulvet eller i brusekabinen og på den måde skulle det også være lettere at nå den.
Hvis den ellers virker som den skal, og du ikke oplever lækage, så skal du måske bare tage det roligt og øve dig et par gange mere. Husk at den ikke kan forsvinde op i dig, så bare slap af – hvis du er anspændt er det langt sværere at få koppen ud.
 
De fleste køber en Luneale, fordi stilken på de traditionelle kopper generer dem, men det lyder som om du har plads nok til en ‘almindelig’ kop med stilk, så måske du også skulle prøve fx en OrganiCup str. A?
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet
Hvilken kop til 16-årig med stram bækkenbund?

Hej Mette

Jeg er lidt i tvivl om hvilken m-kop jeg skal vælge. Jeg har prøvet jeres guide, men alt afhængig af hvilke særlige hensyn jeg vælger i det sidste spørgsmål får jeg forskellige forslag, så nu tænkte jeg at skrive og spørge i stedet 🙂
Her er lidt info om mig som jeg tænker at der er relevant:
Jeg er 16 år (jomfru) og 168 cm høj
Min menstruation er “normal”
Jeg vil skyde min bækkenbund til at være meget stram, men har ikke vildt meget forstand på det. Jeg styrketræner ca. 4 gange i uge (sådan seriøs træning, ikke bare booty øvelser;)) hvilket er en af grundene til at jeg formoder det. Jeg har også købt en Organicup i Matas for at prøve den, men jeg oplever lækage med den efter måske 4 timer, så jeg formoder at det er fordi den klapper sammen fordi mine bækkenbundsmuskler er stramme. Samtidig har jeg lidt svært ved at få koppen op da jeg ikke rigtig kan have både fingre og kop oppe i skeden, og derfor kommer stilken også til at irritere mig fordi den sidder lidt langt nede.

Jeg håber at det er info du kan bruge til at hjælpe mig med at finde ud af hvilken kop der måske passer til mig, for det bliver lidt en dyr fornøjelse hvis man skal bestille tre forskellige kopper for kun at bruge den ene. Hvis du har brug for mere viden, er du meget velkommen til at spørge 🙂 Ellers håber jeg at du kan hjælpe.

Vh. Emma


Hej Emma

Tak for din mail. Jeg kan godt forstå du får forskellige svar, for du er både meget ung, og har samtidig en meget trænet bækkenbund – det er ikke en kombination jeg ser så tit. Jeg tror også at OrganiCuppen ikke kan modstå presset fra dine bækkenbundsmuskler. Stilken på netop OrganiCup irriterer også mig, så jeg har klippet ca halvdelen af den af, det er der mange der gør. Men det hjælper ikke på lækagen, der er du nødt til at prøve en fastere kop.
 
Der er 2 kopper, jeg tror, vil passe til dig. Den første er Lunette str. 1, som generelt er en rigtig god kop, men jeg kan blive i tvivl om den måske alligevel er for blød til dig, men på den anden side er du så ung, at koppen også skal være behagelig, og der er Lunette en sikker vinder!
 
Den anden kop er en Yuuki SOFT i str. S – det er en ret fast kop, men ikke den hårdeste der findes (det er en Yuuki CLASSIC) – men måske den er ubehagelig for dig at bruge, da den er mere ‘stiv’ i det end Lunette. Læs om begge kopperne og se videoerne, og så håber jeg du kan danne dig et indtryk af hvilken der vil passe dig bedst. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
Yuuki CLASSIC L er for stor

Hej. Jeg har købt Yuuki CLASSIC L, men synes den er for stor i omkreds. Det gør ondt at tage den ud. Samtidig generer stilken mig selvom jeg har afkortet den.  Men jeg er glad for fastheden da min forrige kop var for blød og ikke foldede sig ud.
Så jeg har brug for en kop der er fast, med kort eller ingen stilk og ikke er for stor i omkreds. Min menses er normal til kraftig. De første 2 dage skal jeg skal tømme ca hver 6 time hvis jeg skal undgå læk.
Hvilken kan du anbefale?
mvh mascha


Hej Mascha

Det første jeg tænker er, at du nok bare skal have en Yuuki CLASSIC i str. S, men den er 1/3 mindre, og når du bløder kraftigt kommer du til at skulle tømme ca hver 4 time…
Jeg kom lige i tanke om denne video, hvor der bliver vist en måde at tage koppen ud, som skulle være mere skånsom, måske kan den være en hjælp?
 
Hvis jeg skal foreslå en anden kop, så har MeLuna SPORT samme hårdhed som Yuuki CLASSIC, og de findes i 4 forskellige størrelser, hvor str. L rummer 23 ml (Yuuki S rummer 20) men diameteren på MeLuna L er kun 2 mm mindre end Yuuki L, så spørgsmålet er om det vil gøre en forskel? Du må nok prøve dig lidt frem.
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
Betulacup gør ondt

Hej, jeg ønsker virkelig at finde den rigtige menstrutionskop! Jeg er en pige på 20 år og jeg har ingen børn. Jeg hverken ridder eller dyrker nogen form for sport (hovsa, hihi). Jeg har før haft en fra mærket Belutacup og jeg valgte Young, men jeg hold nu op hvor gjorde det ondt, når den både skulle op og ud igen! Jeg foldede det som et C eller U, og det var egentlig det eneste som virkede. Den anden metode gled mine fingre, og jeg kunne på inden måde holde silikonen nok inde til at få den op. Jeg følte den var helt vildt hård at folde, når den skulle op, og helt vildt svær at holde sammen, når den skulle ud. Sommetider gled mine fingre, så den smuttede ud – av av av. Jeg havde dog ingen problemer med, at den ikke ville folde ud. Jeg ønsker en menstrutionskop, som var lettere at folde, men så læste jeg mig til, at det så kunne være et problem at den ikke ville folde ud. Er det korrekt? Jeg endte også med fuldstændig at klippe tippen af da den irriterede mig. Jeg synes simpelthen, at der er så mange at vælge i mellem, og jeg aner ikke hvilken der ville være den rigtige. Gerne en der er nem at få op (folde den sammen når den skal op og ud igen) samt kan folde sig ordenligt ud, når den så er oppe.
Håber virkelig du kan hjælpe mig!
Mvh. Camilla


Hej Camilla

Tak for din mail, og ja, det ER en jungle med alle de kopper, og samtidig har alle kvinder deres egen subjektive oplevelse af dem! ^_^
Jeg læser ud af din beskrivelse, at du nok er til den følsomme side mht. dit underliv, og derfor vil en blød kop føles meget bedre for dig end Betula som er en relativt stiv kop. Nu skriver du ikke om det var en stor eller lille Betulacup du købte, men da du ikke har født, gætter jeg på du købte den lille? Der er 2 kopper jeg tror vil passe dig godt.
Den første er en lille Ruby Cup, som er dejlig blød i silikonen, men stadig nem at få til at åbne sig. Stilken er ret kraftig, og jeg måtte klippe ca halvdelen af, men så fungerer den bare rigtig fint.
Den anden er Luneale str. S, og den er blevet min favorit af dem alle! Den er blød, og måske lidt sværere at få til at åbne sig (men jeg bruger også str. L, og jo større kop, jo sværere har den ved at åbne sig). Den har slet ikke nogen stilk, men i stedet et gribefelt i bunden som bare er genialt nemt at holde om, og som ikke stikker ud og generer. På produktsiden har jeg lavet en lille video om Luneale med anbefalede foldemetoder, men du kan også prøve den nemmere ‘punch-down fold’ hvor du efter indsættelsen trykker nedefra og op på bunden af koppen med pegefingeren for at være sikker på den har åbnet sig, giver det mening? Her er en video med flere gode råd. Håber det var til lidt hjælp. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
DivaCup generer forneden

Hej,
Jeg har en Diva cup i str S som jeg aldrig blev rigtig tilfreds med inden jeg blev gravid.
Nu her 3 år efter fødsel (via planlagt kejsersnit) er det stadig ikke et hit.
Lang historie kort har jeg pga nu kroniske hofteproblemer (pga graviditet) nogle meget stramme og overspændte muskler i bækkenet.
Jeg har STORE problemer med at få koppen op, det gør ondt 🙁 Og når den sidder så bliver den simpelthen skubbet ud. Selvom jeg virkelig får sat den så højt op som mine fingre tillader og drejer… Der er aldrig lækage… . Der går dog ikke længe så er stilken skubbet helt ned hvor den generer, ja nærmest ud.
Tænker om det er muligt at finde en kop som er meget blød i materialet? (Ved godt det modsatte vist burde være passende ved stramt bækken, men det fungerer ikke). Så må det komme an på en prøve om den så folder sig sammen istedet….
Eller er det mon lige for mig ikke en god ide med kop? Jeg kan ikke nu og har aldrig kunne bruge tamponer – det gør for ondt at indfører dem. Vist noget med at det hele er lidt forkert tiltet dernede 😉
På forhånd tak for svar og undskyld den lidt vel specifikke beskrivelse ovenfor – men må jo spørge for st blive klogere 😉

Mvh Signe


Hej Signe

Tak for din mail, og tillykke med guldklumpen, som vi jo heldigvis får ud af alle generne ved en graviditet! ^_^
Det lyder godt nok træls med dit bækken og hofte, så jeg giver dig ret i at en relativt blød kop vil være bedre for dig at prøve end en mere fast (som rigtigt nok ofte passer bedst til en stram bækkenbund). DivaCup er meget lang i formen, og ud fra din beskrivelse er den nok FOR lang til dig. Jeg har et par forslag til et alternativ.
 
På fotoet herunder er det Ruby Cup str. S (pink) til venstre for DivaCuppen og Lunette str. 1 (lilla) til højre. Stilkene kan klippes til, hvis de er for lange. Læs mere om dem ved at følge links’ene.
small Divacup vs small rubycup + lunette
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Begge kopper er mellembløde (Ruby er blødest) men meget spændstige, og folder sig nemt ud for de fleste. Den engelske m-kop videoblogger Bree, fortæller om netop de to kopper i denne video.
Håber det var inspiration nok. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk

Spørgsmål om kemi, hygiejne og andre ting

Glemt kop i 2 dage!

Hej Mette

Jeg har glemt at tage min kop ud i to dage. Havde fuldstændig glemt den. Hvad kan der ske ved det?

VH Eva


Hej Eva

Jeg har selv prøvet at glemme koppen et helt døgn, og det skete der heldigvis intet ved – du skal dog altid huske på, at hvis du får høj feber og generelt bliver dårlig tilpas under en menstruation, hvor du bruger menstruationskop, kan der i yderst sjældne tilfælde opstå Toxic Schock syndrom (der er kun registreret få tilfælde ved brug af menstruationskop).
 
Nu er der gået 20 timer siden du skrev, så hvis du har det fint, så er der ingen problemer, og du kan bare gøre som du plejer. Fremover skal du bare huske at tjekke den hver 12 time som anbefalet. ^_^
 
Venlig hilsen
Mette, Kopperiet.dk
Vil Kopperiet sælge menstruationstrusser?

Hej Mette
Jeg overvejer at anskaffe mig en menstruationskop og har set og læst en masse om det. Kan se, at man kan supplere sin kop med “period panties” altså menstruations trusser, som tager det, hvis man skulle bløde lidt igennem eller som man kan bruge alene på dage med pletblødning, Jeg kan dog ikke finde nogle danske forhandlere og de eneste forhandlere, jeg umiddelbart kan finde er i Australien eller USA, så man risikerer at betale told oveni. Mit spørgsmål er egentlig, om du kender til nogle forhandlere af dens slags undertøj/trusser eller om Kopperiet måske kunne finde på at udvide deres sortiment med dem? På forhånd mange tak for svar 🙂

Venlig hilsen
Maria


Hej Maria

Tak for din mail. Sjovt nok så skrev jeg til THINX for et års tid siden fordi jeg gerne ville forhandle deres menstruationstrusser, men det kunne jeg desværre ikke få lov til, de vil kun forhandle dem fra deres egen side. På det tidspunkt var der ikke rigtig nogen alternativer, som var lige så pæne, men nu hvor jeg har googlet dem igen, kan jeg se der er kommet mange flere på markedet. Jeg kan ikke umiddelbart finde nogen danske forhandlere, og inden jeg får researchet de forskellige mærker, bestilt vareprøver til test og bliver forhandler går der helt realistisk nok nogle måneder. Hvis du er hurtigere end mig og i mellemtiden får købt og prøvet nogle som er gode, må du meget gerne sende mig et tip om dem! ^_^
 
Venlig hilsen og rigtig god weekend 😀
Mette, Kopperiet.dk

Har du andre spørgsmål? Prøv dette forum

På Facebook kan du finde den lukkede gruppe “Kvinder med kop (menstruationskop)” – her er der pt over 600 aktive brugere, der deler erfaringer og viden om kopperne. Fik du ikke svar på dit spørgsmål her på siden, kan du ofte få gode tips og tricks i gruppen.